Driftsprincippet for en flammehæmningstester er baseret på standardiserede testmetoder, der anvender en kontrollerbar varmekilde til at påføre en flamme på en prøve, hvilket giver mulighed for observation og kvantificering af dens forbrændingsadfærd. Specifikt involverer det underliggende princip at udsætte prøven for en varmekilde med standardiseret energi, mens dens brændende egenskaber observeres; flammekildens energiudgang verificeres ved at måle flammens højde og temperatur. Varigheden, hvori prøven udsættes for flammekilden, er foreskrevet af de relevante standarder, et krav, der sikres ved præcist at kontrollere prøvens bevægelseshastighed. Prøvens forbrændingsadfærd evalueres med hensyn til både flammende forbrænding og ulmende forbrænding, med nøgleparametre, herunder efter-flammetid, efter-glødetid og forbrændingslængde.
Den typiske testprocedure omfatter prøveforberedelse, tænding, justering af flammehøjde og temperatur, timing, registrering af efter-flamme- og efter-glødvarigheder og efterfølgende oprydning.
Moderne flammehæmmende testere er ofte udstyret med automatiserede kontrolsystemer og høj-præcisionssensorer for at lette nøjagtig test og dataindsamling.
